Skip to main content
Nyheder

12. maj 2026

Velatir vil gøre Odense til afsæt for europæisk AI-vækst

Velatir vil gøre Odense til afsæt for europæisk AI-vækst

Da Velatir meldte sig ind i Fynsk Erhverv, handlede det ikke kun om at blive en del af endnu et netværk. For den odenseanske softwarevirksomhed er medlemskabet også en mulighed for at komme tættere på det fynske erhvervsliv og bruge sin egen viden om kunstig intelligens, teknologi og digital sikkerhed i en lokal sammenhæng.

Virksomheden har udviklet en løsning, der giver virksomheder overblik over, hvilke AI-værktøjer medarbejderne bruger i hverdagen. Målet er ikke at stoppe brugen af AI, men at give ledelse og IT-afdelinger viden nok til at understøtte brugen sikkert og bruge de bedste erfaringer mere aktivt.

“Vi vil gerne være med i arrangementerne, og vi har en stemme, vi gerne vil bruge. Vi kommer til at arrangere learning sessions om AI, kunstig intelligens og teknologi, for vi har masser af data at trække på,” fortæller Christian Blicher Møller, medstifter af Velatir.

Velatir blev for mindre end et år siden stiftet af fire personer, men den 11. maj blev det nødvendigt at flytte fra lokalerne hos Coworking Plus og ind på den nye adresse i Østergade i Odense for at have plads til de 22 ansatte, som i dag har deres gang i virksomheden.

Godt rekrutteringsgrundlag på Fyn

Virksomheden har ansat bredt på tværs af udvikling, salg og andre kommercielle funktioner. Flere af de nyansatte har en fortid fra store organisationer, og rekrutteringsgrundlaget i Odense har overrasket positivt.

“Den samlede pakke matcher fint, hvad man kan få i en tilsvarende virksomhed i København, og vi har været overraskede over, hvor let det er at finde dygtige mennesker i Odense,” bemærker Christian Blicher Møller, der er særdeles godt tilfreds med den opdagelse.

“Vi vil gerne støtte op om de communities, der er i Odense. Det er en fed by, og vi vil gerne være med til at brande den på endnu mere end H.C. Andersen og robotter,” siger Christian Blicher Møller, der kan røbe, at selvom kunderne også findes i udlandet, hvor virksomheden allerede har fokus på markeder som Frankrig, Storbritannien, Irland og Holland, er ankeret solidt plantet i den fynske muld.

“Vi kommer ikke til at rykke ud af Odense, men vi kommer også til at ansætte uden for byen. Vi får brug for boots on the ground andre steder, og i første omgang bliver det nok i København, hvor vi allerede har et par ansatte,” fortæller Christian Blicher Møller.

“Byen bidrager til, at vi bliver en succes. Der er mange dygtige mennesker på universitetet, også internationale talenter. Vi vil gerne vise, at talentmassen i Odense er vild, og at det er en fed by at være iværksætter i,” siger Christian Blicher Møller.

Kunstig intelligens er allerede en del af hverdagen i mange virksomheder, men overblikket følger ikke altid med. Velatir vil give virksomheder et bedre grundlag for at bruge AI sikkert og mere målrettet.

“Det handler ikke om at dunke nogen i hovedet. Det handler om at hjælpe ens kollegaer og medarbejdere, før de gør noget forkert, og samtidig understøtte den gode brug af AI,” pointerer Christian Blicher Møller, der ved selvsyn har konstateret, at de ansatte i virksomhederne for det meste er særdeles flittige brugere af løsninger med kunstig intelligens i alskens former.


“Mange IT-afdelinger har en idé om, hvad der bliver brugt, men ofte er der meget mere i gang. Nogle gange kan man gange det kendte billede med seks, og rent sikkerhedsmæssigt bør såkaldt ”shadow AI” være et fokus, hvis man har data, man gerne vil beskytte,” fortæller Christian Blicher Møller.

Velatirs løsning kan rulles ud på cirka 20 minutter og giver et billede af, hvilke AI-værktøjer og AI-funktioner der bliver brugt i virksomheden. Data samles på afdelingsniveau, så virksomheden kan se mønstre, risici og gode arbejdsgange uden at gøre det til et spørgsmål om at kontrollere den enkelte medarbejder.


For Christian Blicher Møller handler det også om at få øje på de steder, hvor medarbejderne allerede bruger AI på en måde, der skaber værdi.

“Dårlige beslutninger skyldes oftest mangel på viden, og det kan vi være med til at afhjælpe. Tænk hvis man havde det faktiske og reelle billede af ens virksomheds brug af kunstig intelligens, før man valgte hvilken vej man ville gå. Det er hvad vi tilbyder,” fastslår Christian Blicher Møller.


Velatir er venturefinansieret og har på kort tid udviklet sig fra idé til vækstvirksomhed. Stiftergruppen består af Christian Blicher Møller, der er uddannet advokat, Michael Blicher Sørensen, der blandt andet har en baggrund fra Forsvaret og Meta, samt softwareingeniørerne Andreas Paulli og Elias Sørensen begge med baggrund ved en anden Odenseansk software succes – Cookiebot/Usercentrics.